Horror & Reality: A Reflection

Have you ever met people who wonder why you read horror stories, and react either with a “But it’s not real,” “There’s already so much pain and suffering in the world, so why on Earth read about it too?” or, in a similar vein, “But it’s so horrible and depressing — why would you want to read about that?”

If you’re a horror or weird tales buff I am sure you have. We all have, and I am always wondering why people react like that.

I could say many things on this issue — and will in future posts — but for now I want to talk about the basic idea of Reality and Horror. Or, as many see it, Reality vs. Horror. It will be a somewhat brief and of a note-like quality, for which I apologize in advance. The subject has turned out to be much broader than I originally envisioned when I started to write this blog post and I have not managed to complete it for this post (I wouldn’t be done ’till Christmas if I tried;-)). So for now it is a general reflection, and one I hope will spur you to write a comment or two, dear reader. Perhaps we can start a discussion?

First of all, let me make one thing clear: All stories of fiction are fiction — even those that are about real life events and people. It’s so elementary it goes without saying, right? One would think so, but many people actually react against horror stories on the naïve belief that their own favored kind of fiction stories are different. Sorry folks. No matter how realistic a story is it remains fiction. It may be classified as the most realistic portrait of something ever created (perhaps even of a real-life person), be the most socially succinct of social realist novels, the most unbelievably realistic crime setting — yet it is and will always be fiction. That goes for a horror story too, of course. So no, it’s not real. But neither is any other kind of fiction. They are not supposed to be.

Now that’s out of the way, let’s take a deeper look at the issue. For saying we’re talking about fiction doesn’t mean it can not deal with something that’s real or something that has anything to do with Reality. And, obviously, many people mean something else when they say horror is not real. (But many don’t.)

We do live in a world with terror and pain — the terror attack this Friday, July 22, 2011, in Oslo, Norway, is an all too close reminder of that. And we know that everywhere around the world terrors are a deadly, daily reality; something we just don’t like or want to delve more into. So the gut reaction against horror stories on such grounds makes sense in that light. To a certain extent.

The crux of a horror story is, obviously, that it aims at horrifying the reader. It’s as simple as that. Many (who do not read horror) believe this to be merely about gore and descriptions with lots of blood, vomit, brutal murders or torture — in other words: believe that it’s all about physicality in some twisted way. Yes, it can be about that, and this is interestingly enough the approach many popular crime story novels nowadays have to easily “grab” the reader’s attention. But it is in no way restricted to that. There is another kind of horror — the more subtle and, ultimately, profound kind of horror. I belong to the camp of people who agree with Lovecraft. He makes a fine case for why “the true weird tale” must inevitably produce a sense of horror in a reader (and so the two terms are here connected), and he says about the true weird tale:

The one test of the really weird simply this — whether or not there be excited in the reader a profound sense of dread, and of contact with unknown spheres and powers; a subtle attitude of awed listening, as if for the heartbeating of black wings or the scatching of outside shapes and entities on the known universe’s utmost rim. (“Supernatural Horror in Literature”, Collected Essays Vol. 2, p. 84. Hippocampus Press, 2004.)

Some people will probably read this quite literally — “heartbeating of black wings,” “scatching of outside shapes…” etc., but that’s only a couple of illustrations of the larger picture, of course; Lovecraft’s point is more abstract (something many “realist readers” have a hard time comprehending, apparently). The point I want to make here, quoting the Father of Modern Horror, is the simple one that, done the right way, the right hints (the “subtle attitude of awed listening”) can cut into the reader and plant a sense of horror that is much more than the merely physical — it is planted in our mind and gives us glimpses of the unknown itself. And we fear nothing more than the unknown — the more unknown something is the more we fear it. As Lovecraft also says, the “oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown” (ibid., p. 82), perhaps a little over-the-top statement but the essense is quite true.

Fear is one of the basic ingredients of this thing called Life. In other words, fear (and by extension, horror) is a basic part of reality. For while we may not always agree on the details of what is part of reality (and that is a large subject that must wait for another blog post, I can tell you) what is certain in our understanding of reality is that it means for something to exist, to be real in the world. That’s the general, abstract framework. And it is also true that the unknown — dreadful as it ultimately is — is always present in our Life. Both on a daily basis (no matter how frequently we tend to forget this fact) and when we start to contemplate about it. And both the feeling fear and this “unknown” that we inevitably fear are real.

The distinction I mentioned in the beginning of “Reality vs. Horror” is essentially wrong. It is more substantial to talk about “Reality and Horror.” And except, perhaps, from horror tales that are only going for the cheap thrill, the pure entertainment level of things, I hold that horror stories are a mirror — a reflection — not only of ourselves but of the Reality we live in… There can be real, dreadful truths in fiction. For, yes, “Life is a hideous thing,” as Lovecraft wrote in one his story “Facts Concerning the Late Arthur Jermin and His Family.”

That alone is a good reason to read horror stories, I think. It can help you get a better understanding of the world and of Life. Much better than if you shy away from it.

(This is an abridged version of what I’ve written. There’s much more in the wing. But I hope it’s been interesting to read nonetheless. Feel free to comment, either here on in an e-mail.)

Strømsholts DE UNDERJORDISKE: Også i Arnold Buscks boghandel

image

Vil denne gang lige dele et billede fra Arnold Busck i Odense gågade, hvor de også har stillet Strømsholts samling gotiske fortællinger fint frem, så man kan nyde forsiden:-)

Jeg opfordrer dig endnu engang: hvis du er i Odense (hvad enten du bor der eller blot er ferierejsende), så køb endelig bogen i butikken. Det er den sikreste måde, at sende et signal til boghandleren om, at det er kan betale sig for dem at have udgivelsen stående.

Jeg må sige, jeg er positiv over den velvillighed der har været til at have stående i butikkerne her i byen, i forbindelse med denne paperback-udgivelse.

Interview med Thomas Strømsholt

Din novellesamling, De underjordiske – gotiske fortællinger og sære historier, er lige udkommet i paperback, d. 30. juni 2011. Der er sikkert en del læsere, som ikke er bekendt med samlingen, så kan du lige skitsere, hvad man som læser kan forvente?

Fortællinger om spøgelser, død, nattehekse, sindssyge, vampyrer og meget mere, men skønt det måske lyder velkendt – det er traditionelle gotiske motiver og temaer – vil læseren af De Underjordiske kunne forvente det uventede.

Det har i det mindste været min ambition og hvis det ikke er lykkedes hver gang – hvad det helt sikkert ikke er – vil læseren forhåbentllig stadig føle sig underholdt. Litteratur bør være underholdende, også selvom forfatteren har en slet skjult agenda.

Hvor mainstream horror skrækker for at afskrække – don’t look! – forsøger jeg at friste læseren til at se en ekstra gang ind i mørket og træde over tærsklen til det ukendte. Der er ingen metafysisk ondskab i mine historier, kun menneskelig frygt og dumhed.

 

 

Hardcover-udgaven fik en fantastisk anmeldelse af Leonora Christina Skov, i Weekendavisen (uge 50, 2010). Hvordan føltes det?

Underligt og meget overraskende. 

Sagn og lokalhistoriske fortællinger i Danmark er gennemgående temaer. Har du taget udgangspunkt i specifikke sagn og fortællinger fra Danmarks historie? Og hvor har du i øvrigt hentet inspiration?

“Det er en almindelig Mening, at phantastiske, vidunderlige Sagn og Troen paa disse ikke have deres Hjem paa det flade Land,” skrev Thomasine Gyllembourg i indledningen til en fantastisk historie. Det var i 1818, kun få år før Matthias Winther samlede de første danske folkeeventyr der i fantasirigdom ikke lader andre, mindre flade lande noget efter. Som altid ramte den almindelige mening ved siden af.

Hos folkemindesamlere som E. T. Kristensen, J. M. Thiele, Anders Uhrskov og Mads Lidegaard har jeg læst beretninger om ellefolk, spøgelser, succubi, nisser, varulve og mange andre af de væsner som under ét kan betegnes som de underjordiske. Mange gotiske fortællinger og gyserfilm er mere eller mindre baseret på traditionelle sagnmotiver, som i øvrigt optræder på tværs af kulturer og tider.

Størstedelen af fortællingerne i De underjordiske har rod i helt specifikke danske sagn eller sagnkredse, bl.a. “I en dans så lang,” “Skrigedalen,” “Skiftingen,” “Frygten og grundejerne,” mens en novelle som “Spøgelset på Den Gyldne Løve” opstod da jeg læste en artikel om storbranden i Viborg i 1726.

Dine fortællinger er solidt placeret i det gotiske, foruroligende og forunderlige. Hvad satte egentlig din interesse for den slags historier i gang?

Det siges jo at tegneserier har en skadelig indflydelse på børn, i mit tilfælde var det Gru og Vampirella. Selvfølgelig kan man ikke beskylde Fætter Maddike for at have ført mig ud på en litterær deroute, men kombinationen af gruopvækkende mord, smukke kvinder med hugtænder, zombier, mystik, spøgelser og tentakler, samt tvivlsomt opbyggelige moraler har altid tiltrukket mig.

Det er som med Lise i Karen Blixens “Ringen.” Da hun hører om den morderiske røver tænker hun på historien om ulven og den lille rødhætte og føler “smaa velbehagelige Kuldegysninger løbe sig ned ad Ryggen derved.” Det uhyggelige og skræmmende er samtidig dragende og fascinerende.

Dine fortællinger har alle en poetisk åre, hvad enten det drejer sig om direkte brug af citater fra digte midt i det en historie eller en grundstemning, som gennemsyrer de forskellige historier. Kan du forklare, hvorfor det er?

Måske fordi jeg læser mange digte? Vogelweide, Blake, Rimbaud, Goethe, Ewald, Donne, Traherne, Dickenson, Trakl, Pessoa, Aakjær og talrige andre digtere. Sproget og verden – i det omfang det giver mening at skelne – ville være fattigt uden digtere.

Alle dine udgivelser indtil videre (hvad enten det drejer sig om bøger eller tidskrifter) er noveller. En form, som ellers af mange er erklæret ”død.” Hvordan kan det være, at du skriver i den?

Jeg vidste ikke at novellen var død, i hvert fald ikke da jeg begyndte at skrive. Havde jeg hørt det rygte – som bestemt er overdrevet – ville det ikke have gjort nogen forskel, for novelleformen er som skabt til gyserfortællinger. Den intense, uhyggelige og knugende stemning, som er essentiel i denne genre, forstærkes af novelleformens begrænsede rammer. Og som Poes eksempel viser, er der inden for denne begrænsning rige muligheder for at udforske virkelighedens og sindets mørkeste kroge.

Der er ikke mange forfattere der har formået at fastholde den intense stemning gennem en hel roman. Når det lykkes, er der som regel tale om en kort roman som for eksempel Shirley Jacksons The Haunting of Hill House. En undtagelse er Mary Shelleys Frankenstein der på mange måder er både forbilledlig og enestående.

Du er en ganske kendt forfatter i undergrundsmiljøet i Danmark, hvorimod den bredere offentlighed ikke har kendt til dig. Som forlægger har jeg bemærket, at man flere steder så småt er begyndt at lægge mærke til dig, i andre kredse. Er det noget, du selv har kunnet mærke?

Der har været visse henvendelser … Men der var ikke sket noget uden den opmuntring som jeg på et tidligt tidspunkt fik fra dig og Thomas Winther, og andre læsere fra undergrunden. Da jeg begyndte at skrive, anede jeg end ikke at der fandtes en litterær undergrund i Danmark. Jeg troede at jeg var den eneste.

Hvordan ser du horror, fantasy og science fiction litteraturen i Danmark for tiden? (Personligt synes jeg, at især horror – inkl. weird tales – genren rører en del på sig og noget kunne tyde på, der er en form for renæssance på vej.)

Da jeg ikke er særlig velbevandret i nyere litteratur, bliver min vurdering derefter. For fem-seks år siden troede jeg slet ikke, at der blev skrevet andet end socialrealisme og historiske romaner på dansk, men det viste sig lykkeligvis at være en fejlagtig antagelse.

Om der så findes læsere der vil læse om andre end dem selv og møde fortællinger som bryder med deres fordomme, er en anden sag. Som nation er vi blevet en flok selvtilstrækkelige køer der pænt bliver på vores side af hegnet og bisser når der kommer nogle udefra. Det politiske klima afspejler sig i litteraturen, krimier fylder en hel del.

Ikke desto bliver der udgivet en del fantastisk litteratur for tiden. Men en renæssance? De fantastiske genrer har aldrig fyldt meget i dansk litteratur på samme måde som i britisk, tysk og amerikansk litteratur. Gyllembourg, Ingemann, H. C. Andersen, Dalgas og Blixen er undtagelser, så jeg tror ikke at man kan tale om en renæssance.

Ifølge en af E. T. Kristensens informanter lå nisserne, troldene, havfruerne og ellefolket i dvale, men de ville “vågne året 1900 og gjøre et farligt spetakel og ståhej i landet.” Måske er de omsider ved at vågne …

Hvilke forfattere (og evt. andre kunstnere?) er du inspireret af? Og hvorfor?

Plinius den Yngre holdt det for naragtigt “om man ikke tager de bedste modeller for sig, man kan få, når man skal efterfølge noget.” Nogle af mine litterære forbilleder er Poe, Bruno Schultz, Blixen, Gogol, Dostojefski, Machen, Lovecraft, Bierce, Hugo, Balzac, Ibsen, Thoreau, Dickens og Shakespeare fordi de på hver deres måde har givet mig store læseoplevelser. Jeg kunne nævne mange flere, men det ville blive en meget lang liste.

Hvis jeg skulle nævne nogle komponister, musikere og billedkunstnere ville det ligeledes blive en lang og blandet liste med navne som Messiaen, Schubert, Beethoven, Strawinsky, Stockhausen, David Bowie, Coil, Diamanda Galas, Swans, Thelonius Monk, Max Ernst, Tanguy, Odilon Redon, Piranesi og Blake.

Man kan godt få en fornemmelse af, at du kun er en bibliofil forfatter, som ikke har andre interesser. Kan du løfte sløret for, hvad du ellers interesserer dig for og laver?

Jeg er en forfatter med bibliofile interesser. Hvad jeg derudover foretager mig? Kigger på skyer, skriver læserbreve i håb om at vende højredrejningen (tydeligvis uden held) og genser udvalgte episoder af X-Files.

Ti klassiske fortællinger i horror/weird tales genren, som man iflg. Thomas Strømsholt bør læse? (Danske såvel som udenlandske.)

Kun ti?! Nuvel …

  • The Castle of Otranto af Walpole
  • The Monk af Lewis
  • “Lasst die Todten ruhen” af Ludwig Tieck
  • “The Adventures of a German Student” af Washington Irving
  • “Le Horla” af Guy de Maupassant
  • “The Romance of Certain Old Clothes” af Henry James
  • “Carmilla” af Le Fanu
  • Can Such Things Be? af Ambrose Bierce
  • “The White People” af Arthur Machen
  • “The Colour Out of Space” af Lovecraft.

Ti moderne fortællinger horror/weird tales genren, som man iflg. Thomas Strømsholt bør læse? (Danske såvel som udenlandske.)

Ud over De underjordiske bør man læse:

  • The Haunting of Hill House af Shirley Jackson
  • “Johnny Panic and the Bible of Dreams” af Sylvia Plath
  • The Woman in Black af Susan Hill
  • “Dr. Locrian’s Asylum” og “The Last Feast of Harlequin” af Thomas Ligotti
  • Bloksbjerg af Leyla Tamer
  • Abattoir af Neutzsky-Wulff
  •  Remember You’re a One-Ball! af Quentin S. Crisp
  • “In the Water Works (Birmingham, Alabama 1888)”
  • “The Ammonite Violin” af Caitlín R. Kiernan.

 

MrWilum: Mr. YouTube Extraordinaire!

I am sure most of you have heard about one of the finest weird fiction writers of our time, W. H. Pugmire. He is one of the few who have managed to carve out his own niche on the basics of the writings of Grandpa himself, H. P. Lovecraft. He has a very personal vision, even if there is also a clear link to HPL, Oscar Wilde and other Pugmire favourites. On top of that he is a gentleman. He is a Lovecraftian in the finest sense of the word. He has been a writer for quite a number of years, but in later yeras he seems to have reach a new, larger reader public — much deserved. Among his latest titles I can mention The Fungal Stain and Other Dreams (2006, Hippocampus Press), Weird Inhabitants of Sesqua Valley (2009, Terradan Works) and the aesthetic über-publication of them all, The Tangled Muse (2010, Centipede Press). The latter is a little out of reach for my pocket but I have a copy of the other two — and it really is some of the most decadent, poetic and dream-like strange writing you can find nowadays. The man is authentic.

He is also quite the TV man! Don’t believe me? Then I urge you to check out his vlogs over on YouTube. He goes by the name MrWilum, and he is very generous with new material pertaining to all things Lovecraftian and weird writings.

Here’s a link to a vlog recording where, apparently, reading John D. Haefele’s monograph August Derleth Redux: The Weird Tale 1937-1971 (published by yours truly) had him contemplating on August Derleth and his reputation:

Thank you for being you, Mr. Pugmire.

Nice Review: Strømsholt’s DE UNDERJORDISKE

(Brief post in Danish. Will write an English one tomorrow…)

Hvis man stadig spekulerer på, om Strømsholts novellesamling er værd at købe, så vil jeg anbefale at læse f.eks. denne helt nye anmeldelse af A. Silvestri ovre på MetrOrd.

A. Silvestri er ikke kun en af tidens bedste novelleforfattere, han er også en meget ærlig og kritisk anmelder — så at få så rosende ord fra ham siger ikke så lidt.

Ganske vist er det hardcover-udgivelsen han anmelder (jeg takker hr. Silvestri for de pæne ord han giver den fysiske bog med på vejen), men da det er indholdet, der er det væsentligste står det også fint for pålydende om paperback-udgivelsen. Du kan bestille begge bøger enten via boghandlere eller på H. Harksen Productions danske hjemmeside.