Den gotiske krimi RANDVAD og Krimimessen – et videointerview

Krimimessen i Horsens er nu vel overstået, og det gik fantastisk godt med de nye udgivelser.

Der kommer snart gang i blogskrivningen igen, men her er lige et lille interview med Jacob Holm Krogsøe om RANDVAD, den gotiske krimi, som han har skrevet sammen med Martin Wangsgaard Jürgensen.

Tak til Bogfidusen for at foretage det fine interview.

RANDVAD kan selvfølgelig købes på forlagets hjemmeside. Bogbestillingerne er kommet i lind strøm lige siden udgivelsen. Det er jo dejligt. Bogen vil også i nær fremtid være at finde på Saxo og alle de andre etablerede bogforhandlere.

Stay tuned – og god påske 🙂

Advertisements

RANDVAD: Gotisk krimi til udgivelse på Krimimessen 2018

Som tidligere nævnt er der en række udgivelser på vej. Fem af dem vil være at finde på Krimimessen i Horsens d. 17.-18. marts 2018.

For få dage siden løftede vi sløret for Rasmus Wichmanns spændingsroman som foregår i det fjerne Oldtiden, ENKEMAGERNE. (Se bogtraileren her.)

RANDVAD_front_FINAL_smallDenne gang drejer det sig om en ny gotisk krimi i forlagets udgivelser af krimier, som bevæger sig i grænselandet mellem krimi og gys.

RANDVAD er skrevet af debuterende forfatter Jacob Holm Krogsøe sammen med en kending fra H. Harksen Productions, Martin Wangsgaard Jürgensen. Martin har tidligere udgivet noveller samt den gotiske roman ÅNDEMANERNE.

RANDVAD foregår i Sønderjylland, og er en helt unik vinkel på krimi og gys. Uanset om du er til det krimi eller gys — eller ganske simpelt interesseret i Sønderjysk lokalhistorie — så kan du godt glæde dig.

Her er bagsideteksten:

Hvad er ”Randvads hemmelighed”?

”I gamle dage kaldte man det, der huserede i skovene, for Djævlen. I dag kalder man det ikke noget, men jeg tror ikke, du finder et stykke skov i hele Sønderjylland, der bliver brugt så lidt som det der strækker sig rundt om Randvad. Sjovt, hvordan den slags overtro kan blive ved med at overleve, ikke?”

Karoline kørte en hånd gennem pigens hår, mens hendes øjne fulgte Werner.

”Der bliver fortalt så meget om skoven.” Hun lo dæmpet.

Akademikeren Karl Johansen bliver i 2017 hyret til at finde ud af, hvad der skete med Albert Severin Termansen. Albert forsvandt i 1887, da han besøgte den lille landsby Randvad, nær Løjt Kirkeby i Sønderjylland. Han var historiker og ville undersøge stedets særlige, gamle landbokultur. Den talentfulde, unge kunstner, Werner Erik Kværndrup var med ham.

Werners efterladte tegninger får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Karl. Der er noget truende over Randvad og den gamle skov, der omkranser landsbyen. Det bliver snart tydeligt, at ikke alle ønsker, at Karl skal rode i fortiden.

RANDVAD er en krimi om dyriske drifter, hemmeligheder og kræfter fra historiens dyb. RANDVAD er gys og spænding.

MWJ

Martin Wangsgaard Jürgensen

Krogsøe foto

Jacob Holm Krogsøe

 

RANDVAD kan forudbestilles på H. Harksen Productions’ hjemmeside mandag d. 23. marts. Følg med her på siden 🙂

RANDVAD kan selvfølgelig også købes på Krimimessen. Forlaget har Stand 32. Forfatterne taler om lørdagen med A. Silvestri om bl.a. RANDVAD og det okkulte i fortidens Danmark. Det foregår kl. 12.45 i Forsamligshuset.

Teddy Vork + gotisk krimi = NATLIG

Forfatter Teddy Vork, Esbjerg, 23/10/2012, FOTO: OLE JOERN / REDSTAR

Foto af Teddy Vork taget af Red Star Photo

(Danish post.)

Det er med stor glæde at jeg nu kan afsløre en ny forfatter til forlaget H. Harksen Productions’ udgivelser af gotisk krimi: Teddy Vork.

Teddy Vork er en af Danmarks absolut bedste forfattere i den dystre ende af de fantastiske fortællinger. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stolt over at kunne præsentere en så stor kapacitet inden for dansk litteratur og jeg ser meget frem til samarbejdet med ham.

Arbejdstitlen på hans gotiske krimi er Natlig. En skøn titel, som giver dejligt grumme associationer. Og tro mig, den idé til, som Vork har præsenteret for mig, er rigtig, rigtig fed. Mange af jer vil allerede vide, at en Vork historie både har et spændende og velkonstrueret plot og en særlig, fin sans for det danske sprog. En sjælden egenskab.

I kan med andre ord godt begynde at glæde jer. Også selvom der ikke er sat nogen dato på udgivelsen endnu;-)

wpid-PIX_front-cover-udkastFINAL3.jpgJeg har tidligere haft fornøjelsen af at samarbejde med Vork. Hans novelle, “Den usynlige verdens undere”, er en af grundene til, at mit nygotiske, litterære antologieksperiment Pix: nygotiske skæbner er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse 2013. En pris som uddeles på Krimimessen i Horsens første weekend i april.

Har du læst Vorks andre udgivelser, men ikke denne antologi? Jamen, så er det da vist på tide, synes du ikke? Pix: nygotiske skæbner er smækfyldt med mørke, skævt vinklede fortællinger som foregår i vor tid. Alt sammen med en gotisk vinkel ulig noget andet vi er vant til i dansk litteratur.

Vork_Tellerup_EXVork har i flere år været hos forlaget Tellerup. Her har han udgivet flere rigtig gode bøger, hvoraf to af dem stadig kan skaffes. Hvis ikke du allerede har læst dem, så tøv ikke med at klikke ind på Tellerups hjemmeside og køb Ex og Diget.

Han har også bidraget til Tellerups spændende antologier horror.dk, Velkommen til dybet og Historier til drenge.

Teddy Vork er cand. mag. i engelsk, litteraturvidenskab og skrivekunst. Han bor med sin kone og søn i Esbjerg.

Krimimessen 2013 d. 16.-17. marts 2013

image

Gæt hvor jeg er den kommende weekend? 😉

Der er et fantastisk program på årets Krimimesse i Horsens. Bl.a. er der en række indslag på programmet, hvor horror i forskellige afskygninger er i fokus: Uddelingen af Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse 2012 (de fem nominerede kan findes her: Kampen om Årets Danske Horrorudgivelse 2012 ) , interviews med f.eks. Annika von Holdt, Christian Refslow og Anne-Marie Vedsø Olesen. Sidstnævnte har også gyser-operaen Orkestergraven med, og vil lørdag d. 16. marts sidde i paneldiskussion med mig om dansk horror i dagens Danmark. Det bliver en rigtig spændende diskussion. Det starter kl. 13.50 i Arresten. Et passende sted, må man sige;-)

Direkte link: Gys og uhygge på Krimimessen 2013

Vi ses!