Sommerlæsning: Uhyggelige AFKROGE

Gådefulde horrornoveller med “en række sære og mystiske fortællinger, hvor mareridt ofte bliver til virkelighed.” Historierne holder læseren fanget, og de er skrevet i et sprog som flyder godt, står der bl.a. i Bibliotekernes lektørudtalelse til Helene Hindbergs debutsamling AFKROGE. Og bogen anbefales til indkøb 🙂

Her er traileren, som blev lavet op til udgivelsen for et par måneder siden:

Det er oplagt sommerlæsning til Lovecraft-fans og andre interesserede i horror. Helene Hindberg er et spændende talent i dansk horror.

AFKROGE er en samling foruroligende og mystiske fortællinger. En kvinde er gravid, men hvad er der galt med barnet? En mand kører gennem det hede landskab, fluer kravler overalt på ham. En stuepige opdager, at hun har arbejde på et meget usædvanligt hotel. Den ultimative stilhed rummer den ultimative rædsel.

Her er fortællinger fra Jyllands vindblæste vestkyst til de nattemørke københavnske gader. Her er seksuelle udskejelser, mareridt, der bliver til virkelighed, og kosmisk terror inspireret af H.P. Lovecraft og hans Cthulhu Mythos univers.

HELENE HINDBERG er født i 1972 i Busan, Sydkorea. Lige siden hun lærte at tale har hun fortalt historier, og de har altid haft et anstrøg af noget sært og anderledes. Hun har tidligere bidraget til en række antologier. AFKROGE er hendes første selvstændige novellesamling.

AFKROGE kan naturligvis erhverves på H. Harksen Productions’ hjemmeside. Men du kan også bestille den i enhver anden onlinebutik, som sælger bøger, samt bestille den hjem i din fysiske boghandel.

Advertisements

Sommerlæsning: RANDVAD (gotisk krimi)

Første oplag blev udsolgt på kun to måneder. Men andet oplag af den uhyggeligt spændende, historiske gotiske krimi RANDVAD er ankommet i tide til sommerlæsningen. Stadigvæk i en lækker, indbundet udgave.

Her er en lille appetitvækker:

RANDVAD er blevet rost af læsere og anmeldere, hvad enten man er til gys og klassisk horror eller spændende krimilitteratur. De to forfattere, barndomsvennerne Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen har skrevet en ualmindeligt spændende roman, som du ikke bør snyde dig selv for. Du kan se et udsnit af de flotte ord på forlagets hjemmeside, hvor du selvfølgelig også kan nå at købe bogen inden du tager på ferie.

Hvis du hellere vil det, så kan du selvfølgelig også købe den i diverse online-butikker eller få din fysiske boghandler til at bestille den hjem til dig.

Hvad er ”Randvads hemmelighed”?

”I gamle dage kaldte man det, der huserede i skovene, for Djævlen. I dag kalder man det ikke noget, men jeg tror ikke, du finder et stykke skov i hele Sønderjylland, der bliver brugt så lidt som det der strækker sig rundt om Randvad. Sjovt, hvordan den slags overtro kan blive ved med at overleve, ikke?”

Karoline kørte en hånd gennem pigens hår, mens hendes øjne fulgte Werner.

”Der bliver fortalt så meget om skoven.” Hun lo dæmpet.

Akademikeren Karl Johansen bliver i 2017 hyret til at finde ud af, hvad der skete med Albert Severin Termansen. Albert forsvandt i 1887, da han besøgte den lille landsby Randvad, nær Løjt Kirkeby i Sønderjylland. Han var historiker og ville undersøge stedets særlige, gamle landbokultur. Den talentfulde, unge kunstner, Werner Erik Kværndrup var med ham.

Werners efterladte tegninger får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Karl. Der er noget truende over Randvad og den gamle skov, der omkranser landsbyen. Det bliver snart tydeligt, at ikke alle ønsker, at Karl skal rode i fortiden.

RANDVAD er en krimi om dyriske drifter, hemmeligheder og kræfter fra historiens dyb. RANDVAD er gys og spænding.

JACOB HOLM KROGSØE er Cand. mag i Filmvidenskab, bibliotekar, og redaktør og skribent på onlinemagasinet Planet Pulp. Han er uddannet i København. Han bor i Skødstrup med sin kone og tre børn. RANDVAD er hans debutroman.

MARTIN WANGSGAARD JÜRGENSEN har udgivet flere bøger og noveller, senest den okkulte roman THELEMA. Han bor i København med sin kone og børn, og arbejder som redaktør og forfatter.

God, gysende læselyst i den skønne sommer 🙂